Hvad de seneste redesigns fortæller os om fremtidens logo trends – er brands ved at blive for kedelige?

I 2024 har flere store brands gennemgået redesigns af deres logo, der har delt vandene blandt designere og forbrugere. Mens nogle ser disse ændringer som tiltrængt fornyelse mener andre, at de nye designs mangler både sjæl og identitet. Læs med her for en gennemgang af nogle af de mest omdiskuterede redesigns fra det forgangne år – og hvad de kan fortælle os om fremtidens tendenser i den grafiske verden.

Indholdsfortegnelse

Bumble går fra flirt til forretning – men er gnisten væk?

Bumble har besluttet at gå all in på et stilrent voksent design under sloganet “we’ve changed so you don’t have to”. De har rullet et nyt logo ud med ændret farve paletter, tykkere skrifttype og stort ‘B’. Men spørgsmålet er, om de samtidig har solgt ud af deres unikke legende identitet i jagten på at ligne den perfekte, polerede ‘voksenversion’ af sig selv?

I en verden hvor datingapps er ligesom fastfood – hurtige, nemme og med et uforudsigeligt outcome – er personlighed essentiel. Men med sit seneste rebrand mener kritikere, at Bumble nu bare er endnu én i rækken af apps, der ligner alle de andre. Datingappen har bl.a. som del af rebrandingen fjernet deres signaturfunktion, hvor kun kvinder kunne tage det første skridt og starte samtalen. Denne ændring har fået flere til at sætte spørgsmålstegn ved, om det virkelig var en god idé at fjerne netop dét, der gjorde dem unikke i forhold til konkurrenterne på markedet.

Kampagnen, der lancerede rebrandingen, viste sig at være et fejlskud. Bumbles forsøg på humor ramte langt forbi skiven og viste sig at være en komplet fejllæsning af deres publikum. Det tog heller ikke ikke lang tid, før Bumble fik sit eget øgenavn – “Bumble Fumble”. Man kan spørge, om Bumble’s redesign var et nødvendigt skridt fremad, eller om det bare var et forsøg på at være noget, de ikke er – man kan i hvert fald konkludere, at deres rebranding udviklede sig til noget af et PR-mareridt for virksomheden.

Jaguar genopfinder sig selv – modig fornyelse eller tab af arv?

Jaguar har skrottet sin ikoniske “leaper” og trådt speederen i bund mod en ny æra – men har de glemt at kigge i bakspejlet? Det klassiske emblem og den britiske finesse er blevet erstattet med geometriske former og futuristisk typografi. Præsentationen? En reklamevideo med modeller i farverige kostumer på et Mars lignende landskab — men ingen biler.

Reaktionerne var heftige. Det nye look skulle markere en ny æra, hvor bæredygtighed og innovation er i højsædet – men i stedet blev Jaguar mødt med heftig kritik for at have fjernet brandets ikoniske logo samt en kritik af, at deres historiske engelske identitet var gået tabt. “Det er svært at bygge et brand. Det er meget nemt at ødelægge det. Jaguar har valgt at gå med det sidste” lyder det bl.a. fra en af kritikerne af rebrandingen, Brian Andersen, der er partner i Kvadrat Consulting.

Men måske er strategien fra Jaguars side ikke helt så dum, som mange kritikere mener. Som Oscar Wilde sagde: “Der er kun én ting, der er værre i verden end at blive talt om, og det er ikke at blive talt om” – og omtale, det har Jaguar i hvert fald fået. Om det så er et PR-stunt, der giver pote, det må tiden vise.

RSPCA opdaterer sit image – men har de solgt deres sjæl?

Efter 50 år har RSPCA, verdens største dyrevelfærdsorganisation, smidt sit gamle, velkendte blå logo ud til fordel for en strømlinet digitaloptimeret version. Bureauet Jones Knowles Richie (JKR) har designet en frisk og moderne identitet, men ikke alle har været lige begejstrede over organisationens retningsskifte til et mere Instagram-venligt look.

Ifølge Ellen Moriarty, Design Director hos JKR, var rebrandingen et nødvendigt skridt for velgørenhedsorganisationen: “When it comes to animal welfare, RSPCA are the originals, leading society forward for 200 years. But their outdated brand didn’t reflect that status,”. Med denne top-til-tå makeover har JKR ifølge dem selv, klædt organisationen på til at takle fremtidens udfordringer. Det nye design skaber en imødekommende identitet gennem lyse farver, moderne typografi og genkendelige dyreikoner, hvilket gør den mere tilgængelig og imødekommende. Modtagelsen har generelt været positiv blandt andre designere, og mange ser det som et nødvendigt skridt mod at gøre organisationen mere relevant for nutidens publikum. 

Mens mange hylder rebrandingen for at være et tiltrængt skifte fra et “koldt og autoritært” look, kritiserer andre den for at være et tab af netop den autoritet, som giver RSPCA sin troværdighed. Sami Mohammad, Brand Designer hos think3, påpeger bl.a. i sin analyse af rebrandingen, at den iøjenfaldende brug af pangfarver fjerner fokus fra organisationens formål og mission. Desuden kritiseres rebrandingen også for at være en fejlprioritering af økonomiske ressourcer, som med fordel kunne have gået til at fuldføre organisationens hovedmission: dyrevelfærd.

Mazda's minimalistiske elegance – for anonymt og kedeligt?

For første gang i 28 år er Mazda kommet ud med en ny version af det metalliske, tredimensionelle emblem: Et flad sort emblem, der dels skal give indtryk af et moderne look samt skille sig ud på skærme og mobile enheder – men samtidig også placere Mazda som et mere eksklusivt brand.

Men kritikken har ikke har været sen om at melde sig. Logoet bliver kritiseret for at være for anonymt og uden den karakter og dybde, som det tidligere emblem havde. På sociale medier har flere brugere udtrykt skuffelse og kaldt det nye design kedeligt eller ligefrem intetsigende.

Trods kritik er der også mange, der roser Mazda for at vise, hvordan en rebranding virkelig bør gøres. De hylder, at Mazda har formået at bevare sin kerne-DNA og respekt for brandets arv, samtidig med at de har taget skridtet videre og moderniseret sig. Og måske er det netop denne balance mellem tradition og innovation, der sikrer Mazdas fremtid på markedet og skiller sig ud i forhold til deres konkurrenter.

Hvad fortæller disse redesigns os om fremtiden?

Et redesign går aldrig ubemærket hen. Når et ikonisk brand skifter logo, er det enten et mesterværk eller en katastrofe – der findes sjældent et mellemstadie. Det skaber debat, deler vandene og får folk til at reagere. Og netop dét er afgørende for et brand, der vil fastholde sin relevans. 

Er du klar til at høre, hvad folk virkelig mener? Et nyt logo betyder både begejstrede fans og hårde kritikere. Når du rebrander, skal du kende din målgruppe til fingerspidserne, teste designet grundigt og være forberedt på reaktionerne. Én fejl – og du kan havne i et PR-mareridt. Så spørgsmålet er: Kan du stå ved dit valg, når bølgerne går højt?

Og hvad fortæller de seneste redesigns os så om fremtiden? Der er ingen tvivl om, at minimalistiske logoer dominerer, men er vi nået til et punkt, hvor det er blevet for forudsigeligt? Overalt ser vi flade strømlinede designs, der glider ubemærket ind i mængden. Måske er det tid til at bryde ud af normen, genopfinde brandidentiteten og skabe noget, der virkelig skiller sig ud. Er vi klar til et modigt comeback for unikke og karakterfulde logoer – eller har vi for evigt omfavnet de anonyme designløsninger?

Anbefalede kurser

AI Billedgenerering

AI-baseret billeder og illustrationer til grafisk design

AI-baseret videoproduktion

Vi styrker dine grafiske, kreative og digitale kompetencer

På et kursus hos Softworld får du hands-on viden og undervisning i de mest populære grafiske og kreative programmer, emner og fagområder.

Kunstig intelligens

Udforsk tidsbesparende arbejdsgange med kunstig intelligens.

Adobe Illustrator

Lær at skabe dine egne illustrationer, logoer, ikoner og unikke grafikker.

Adobe InDesign

Lær at designe grafisk materiale og tryksager i det populære program.

WordPress

Lær at opbygge hjemmesider i det brugervenlige system.

Relaterede blogindlæg