En erkendelse der er guld værd
At designe til digitale platforme er ikke kun en opgave. Det arbejde rummer i sig selv mange forskellige kompetencer og roller. Sidder du i dag og arbejder med grafik til print og tryk, kan du komme til at tænke dig selv ud af den digitale udvikling, fordi det er så uoverskueligt, hvad du skal gøre for at komme igang.
At designe et digitalt koncept er en helt anden opgave end at implementere designet og få det online. At arbejde med brugerens rejse igennem siden, er en helt anden opgave end at sætte en Google konto op. Forskellige opgaver, der ofte kræver forskellige roller med hver deres spidskompetence. Læs videre og få inspiration til, hvordan du finder dig selv i det.
Find dine nuværende spidskompetencer
I den grafiske branche er der også stor forskel på at være inhouse-grafiker og så f.eks. at producere 3-4 bøger om dagen. To vidt forskellige opgaver, der ofte ikke tiltrækker den samme medarbejder. En grafiker er ikke bare en grafiker.
Vi har alle opgaver, som vi har en tilskyndelse til at holde mere af end andre.
Så når du tænker over at komme igang med at levere grafik og design til digitale platforme, så er det en god idé at afkode de forskellige digitale discipliner. Brug herefter dine eksisterende spidskompetencer, som springbræt til at komme igang med den digitale disciplin, der ligger lige for.
Og hvordan finder jeg så lige min digitale favoritrolle?
Jeg har ikke noget “quick-fix” til dig, men jeg har 3 “kvik-råd”. Det første råd er et personligt råd. Det andet råd er af økonomisk karakter. Det tredje råd er handlingsorienteret.
– Find ud af, hvad du holder mest af i det arbejde du har i dag. Eller måske i et arbejde du har haft tidligere? Hvad har du gjort af læring og erfaring, som gør dig i stand til at identificere, de typer af grafiske opgaver du holder mest af?
– Find lignende opgaver indenfor det digitale område. Elsker du f.eks. at layoute tryksager, vil din oplagte rolle indenfor det digitale være at designe hjemmesider og slippe projektet, når det skal kodes.
– Gør noget nu. Forandring sker ikke ved at tage få store skridt, men en masse små skridt. Så gør noget i dag, køb en bog om digital design, tilmeld dig et seminar eller fortsæt med at læse flere blogindlæg som du gør nu.
– Grunden til, at jeg kalder det første et personligt råd, er fordi jeg aldrig har set nogen have succes indenfor noget de ikke brænder for. Evnen til at identificere forskellige digitale opgaver kræver selvfølgelig en vis indsigt, men du får en økonomisk gevinst ved at gøre det, for udviklingen går den vej og din fremtidige karriere rummer flere muligheder, hvis du håndterer både tryk og digital grafik og design.
Hurtig introduktion til forskellige digitale discipliner
– At designe bannere og online grafik = Du er i dag dygtig til at producere annoncer, reklametryksager og brochurer
– At implementere og få en hjemmeside online = Du er i dag dygtig til at arbejde med XML og store datamængder i InDesign.
– At udtænke en websides indhold og funktioner = Du er i dag dygtig til at lytte til kunden og komme med et komplet oplæg til re-design af virksomhedens visuelle profil.
– At sætte Google annoncer op og styre Adwords = Du er i dag dygtig til at projektlede grafiske processer og kan lide at arbejde med tal.
….. Og sådan kunne jeg blive ved. Det er ikke udtømmende eller på nogen måde urokkelig fakta. Men det er en god rettesnor. Vi alle er forskellige, og man kan sagtens rumme flere digitale opgaver. Men start med det, der ligger ligefor og så kan du udvikle dig derfra.
Tak til Hjalte Bach for en spændende og interessant dialog, der førte til dette blog indlæg.