Hvordan bruges UX design i praksis? Og hvorfor efterspørger flere og flere virksomheder designere med kompetencer inden for UX og digitale brugeroplevelser?
Vi har bedt instruktør, digital designer og UX-specialist Guðmundur om at gøre os lidt klogere på, hvad UX design egentlig går ud på. Læs med her og lær mere om det spændende emne.
Guðmundur Runar har over 20 års designerfaring. Han har arbejdet på en række store projekter i ind- og udland og har rig erfaring med film, reklamer, fotografi, digital design, app udvikling og ikke mindst: Hvordan det hele bindes sammen til en helhed.
Hvad er UX Design, Guðmundur?
»User Experience – eller brugeroplevelse på dansk – handler helt kort om din oplevelse af f.eks en hjemmeside, en app eller når du interagerer med et produkt.
Du har helt sikkert oplevet at besøge en hjemmeside, som ikke var mobil responsive, hvor billeder og knapper flød ud over skærmen, og du havde rigtig svært ved at navigere rundt på hjemmesiden. Din brugeroplevelse af hjemmesiden var derfor ikke optimal.«
Brugeroplevelsen er en del af hele konceptet
»UX design handler om at forbedre og styrke brugernes samlede oplevelse, når de interagerer med en virksomheds produkter og løsninger på tværs af forskellige digitale kanaler.
Du kan starte med at sætte dig i modtagerens sted. Hvordan fungerer processen fra mødet med forhandleren, og til du har produktet i hænderne? Er produktet nemt at interagere med, og hvordan synes du rejsen har været?«
Hvad siger du, og hvornår siger du det? To vigtige overvejelser
Grundige overvejelser omkring timing og rigtigt budskab til rigtig tid er i følge Guðmundur alfa omega i planlægningen af et digitalt produkt eller løsning.
»UX design handler utrolig meget om timing. Skal mailen sendes ud i dag eller om 3 dage? Skal pop-up’en på hjemmesiden komme med det samme eller først efter 20 sekunder – og hvor skal den placeres på siden?«
Foto: Sådan ser den kreative arbejdsprocess typisk ud på et UX kursus hos Softworld
UX design er en tankegang og et mindset
Så hvordan kommer en digital designer bedst fra start i planlægningsprocessen af en brugervenlig løsning?
»Stil spørgsmålene: Hvem er dine kunder, og hvad vil de? De kommer ind på din hjemmeside og har nogle spørgsmål, de gerne vil have svar på. De skal måske købe et par sko til dem selv eller finde en gave til deres fætters 40 års fødselsdag – hvordan bliver de budt velkommen og taget i hånden?«
Har du et konkret eksempel på, hvorfor brugervenligheden er så vigtig?
»Vi kan f.eks. sætte HBO op imod Netflix. HBO har ry for at have det bedste content, mens Netflix scorer flest brugere, fordi de efter manges mening har et mere brugervenligt og personligt interface.
På Netflix kan du f.eks. have 5 brugere, som alle følger deres egne algoritmer med ”set for nyligt”, ”fordi du har set” og så videre.
Du kan herved adskille dine børns tegnefilm eller teenage-serier, så du får målrettede og relevante forslag. Det er ofte oplevelsen af at navigere rundt i streamingtjenesten, som vinder over kvaliteten af indholdet.«
Hvis du f.eks har en online webshop, kan det derfor have en stor betydning for omsætningen, at din målgruppe har en god oplevelse inde på din hjemmeside. Det er i følge Guðmundur derfor vigtigt, at det ikke kun er designeren, som har ejerskab over hjemmesiden.
»Som UX designer ser jeg en stigende tendens med, at flere forskellige roller i en virksomhed tager del i brugervenligheden og brugerrejsen.
Det er noget, som vedrører det samlede koncept og produkt, så det er naturligt, at ansvaret ikke kun ligger hos ét led eller én person i virksomheden.«
Godt UX hviler ikke alene på designerens skuldre
»For 3 år siden var det stort set kun designeren, jeg så på kurserne. I dag er det alle – selv cheferne er begyndt at komme. Det gør de fordi, de skal lære at forstå designeren og programmøren og være i stand til at tale sammen på tværs af afdelinger om det, de laver.
Jeg husker også en iværksætter, som kontaktede mig et par måneder efter kurset og fortalte, at de ændringer han havde lavet, har haft utrolig stor effekt. Jeg har aldrig oplevet, at der var nogen, som ikke fik et godt udbytte fra kurset.«
Wireframing og prototyping er en vigtig del af UX design processen
En værktøjskasse man kan tage med hjem
Deltagerne på de populære UX design kurser hos Softworld efterspørger et generelt overblik og en forståelse for, hvad en UX design process typisk indeholder.
De bliver introduceret til grundlæggende begreber og koncepter, får teoretisk viden inden for feltet og bliver herefter præsenteret for ’real life’ eksempler på både online og analoge UX løsninger.